Ein rithøvundaspíri við góðum evnum

Hósdagin í komandi viku kemur út prosabók, sum ungi rithøvundurin, Rúni Weihe, hevur skrivað. Bókin hevur fingið heitið, "Bølger over det høje græs." Bókin er skrivað á donskum, og tað er viðurkenda bókaforlagið, Gyldendal, ið gevur bókina út.

Bogen, som er genrebetegnet som prosa, har en todelt struktur, hvor der i første del (Fuglene) optegnes et færøsk landskab. Optegnelserne forholder sig lyrisk til de færøske fjelde, stenbrud og alt det menneskeskabte, der fylder stadig mere og mere. I anden del (Vandringen) træder et jeg ind, som begiver sig ud på en vandring i det færøske landskab. Turen er dog på forhånd dømt til at fejle, da jeg’et aldrig helt finder sig tilrette i det kolde og barske landskab. Bevæggrunden bag vandringen er, at jeget gerne vil forære et landskab til sin far, og samtidig vise, at sønnen har forstået hjemstavnens landskab.

Jeg har sendt bogen til jer, da jeg tænker, at i finder den interessant grundet Rúnis færøske baggrund. Der bliver ikke skrevet mange bøger af forfattere med færøske rødder, og specielt ikke med Færøerne som udgangspunkt. Bogen handler om at være barn af Færøerne, og om de familierelationer der binder en til ø-gruppen – også selvom man er flyttet til Danmark, og måske tænker, at man har bevæget sig videre i livet. Jeget i bogen er nemlig uløseligt bundet til sit færøske ophav

Ein gjøgnumgongd av bókini vísir okkum beinanvegin, at Rúni meistrar spælið við orðum. Oftani verður føroyskt roknað fyri at vera nakað stirvi, og ikki so lætt at arbeiða við orðspælum, men annarleiðis er við tí danska. Har eru møguleikar, og Rúni Weihe, nýtir hesar møguleikar við hepnari hond.