Filosof har skrevet skuespil over Søren Kierkegaards berømte og elskede kærlighedsdrama ”Forførerens Dagbog”.

Det er filosoffen og forfatteren, mag.art. Jens Staubrand, der har skrevet skuespillet over Søren Kierkegaards berømte og elskede kærlighedsdrama, ”Forførerens Dagbog”, der udkom i 1843, som en del af Kierkegaards hovedværk "Enten-Eller". Jens Staubrands skuespil udkommer den 8. februar 2021 på Stauer Publishing, er på 102 sider og har en vejledende udsalgspris pris på 250 kroner.

Den dragende og elskede fortælling om den dæmoniske Johannes Forførerens forførelse af den unge pige Cordelia Wahl er omarbejdet til et afvekslende skuespil i 9 billeder med oplæsning og musik, samt en række scener hvor den oplæste tekst fra dagbogen bliver gjort levende for tilskuerne.

Der er tale om et blandet – et crossover – drama over "Forførerens Dagbog", hvor man oplever Søren Kierkegaards melodiske, smukke, billedrige og tankevækkende tekst, hører smuk dramatisk musik fra Mozart opera "Don Giovanni", uden sang, og oplever skuespillere i scener som f.eks. "Vindens lege med pigerne", "På kunstudstillingen", "Teselskabet hos Tanten", "Forlovelsesmødet med Cordelia Wahl", samt i "Lysthuset".

Mag.art. Jens Staubrand omarbejdede for små tyve år siden Søren Kierkegards ”Forførerens Dagbog” til et koncert-lignende musikledsaget oplæsningsarrangement, der herhjemme efterfølgende har været givet i kirker og på Hofteatret, samt i udlandet i London, Athen, Riga, Stockholm, Oslo, Berlin, Paris samt Rambouillet.

Det er dette musikledsagede oplæsningsarrangement som mag.art. Jens Staubrand nu har omarbejdet til scenisk brug.

Skuespillet er en dragende fortælling om den dæmoniske Johannes’ forførelse af den unge pige Cordelia Wahl, som han lover ægteskab, forfører og forlader. Den berømte og berygtede dagbog, der er elsket af både mænd og kvinder, skildrer en anden forførertype end Don Juan fra Mozarts opera af samme navn, som Kierkegaard har skrevet om i det musikfilosofiske essay 'De umiddelbare erotiske stadier eller det musikalsk-erotiske' fra ”Enten-Eller”. Samtidig med at skuespillet over Forførerens Dagbog udkommer, udkommer tillige et teatermanus til brug for teatre der vil opføre det.