Da den norske konge viste vejen
DR 2 har i to omgange,sendt en filmatiseret dokumentar om nazisternes angreb på Norge under besættelsen.
Skrevet af journalist, Dan Klein
Filmen var vældig godt spillet, og var et godt historisk tilbageblik, også på de mangler, som mange ville savne, bara de vidste bedre end historiebøgerne giver adgang til af oplysninger, til trods for, at censuren blev afskaffet ved grundlovens tilbliven i 1849.
Vi skal huske på, at dette skete efter at Norge var blevet et demokrati, og et kongedømme.
Det skal også nævnes, at Norge var blevet frit igen, efter at have været under Svensk overherredømme, som krigsbytte.
Det paradoksale med den krig var, at Sverige kun ville have Norge som krigsbytte, til trods for, at det gamle Norske Rige, dengang bestod af: Norge, Danmark, Island, Færøerne og Grønland.
Historisk har man undret sig meget over, at Sverige ikke også gjorde krav på Danmark, Island, Færøerne og Grønland. Men det gjorde man ikke iht. aftalen i Kiel.
Helt frem til 1848, bestod det gamle Norske Rige af: Danmark, Island, Færøerne, og Grønland, da Danmark løsrev sig fra unionen i det gamle Norske rige.
I 1848, lod den danske konge, magten til folket, med grundloven fra 1849. Danmark fik demokrati, men samtidigt overrullede Danmark de øvrige jævnbyrdige lande i det gamle Norske riges union, (Island, Færøerne, og Grønland), og tvang dem ind under det Nye Danske Rige.
Mens Grønland er ved at få øjnene op for virkeligheden, er Færøerne ude på dybt vand. Man ved hverken ud eller ind. Vi har to poler. En som kræver rigsfællesskabets beståen, selv om rigsfællesskabet kun er blevet til af danske diktater, som man så har valgt at tro på, mens den anden fløj vil have løsrivelse fra Danmark, selv om Færøerne aldrig har været en del af den nye danske rige, og derfor heller ikke kan løsrive sig fra Danmark.
Den eneste samhørighed Danmark, Island Færøerne og Grønland, rigtigt har haft sammen, er før 1848, var da alle landene var jævnbyrdige dele af det gamle norske rige. Færøernes fællesskab med Danmark siden 1848, har været at sammenligne med diktaterne fra den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig, til den danske regering.
Det var en stilfærdig, men også en meget dumdristig måde, at overtage tre andre jævnbyrdige lande på, for at tvinge Island, Færøerne og Grønland under Danmarks overherredømme. Med Hjemmestyreloven fra 1948, lignede det noget med selvstændighed, men i virkeligheden var ”Det gamle Norske rige” lagt i benlås af Danmark.
Men båndene imellem Norge og Danmark, var så stærke, at da Norge endelig blev fri for Sverige, og fik en konge, valgte man en dansker, som konge, som var far til kong Håkun, som fik sønnen Harald, som i dag er konge af ny-Norge
Men i samtiden havde man således to danske brødre, sum regerede både i Norge og i Danmark, hvor kong Christian red på sin hest under hele besættelsen, da den danske regering havde lavet en samarbejdsaftale med nazisterne. Ikke nogen glorværdig myndigheds-indsats.
Filmen er dog interessant på mange måder. Nordmændene forvarede sig bravt, og nægtede også at lade nazisterne diktere betingelserne for en våbenhvile.
Men den tyske ambassadør, som også havde barn med norsk kvinde, prøvede alle mulig løsninger for at få en fredelig aftale, men han var nødt til at bøje sig for Berlin, hvor Hitler direkte dikkerede hvordan diplomatiet skulle løse problemet.
Ambassadøren gav sig dog ikke, før han hørte Hitlers røst i røret, og sådan tvang Berlin forhandlingsprocessen, at Quisling blev Norges øverste myndighedsperson, at nazisterne ikke forhandlede med den norske regering, men at forhandlingerne skulle være med selve kongen.
Den Norske konge mødte ambassadøren, og gav til kende, at han ikke havde beføjelser at forhandle med Tyskland, og at den tyske ambassadør burde vide, at Norge var gået over til et demokrati, hvor regeringen således havde magten igennem folket.
Da ambassadøren trodsede situationen overfor kongen, og nævnte, at han burde gøre som sin bror i Danmark, og godtage det tyske ultimatum, blev kongen rasende, og gik ud af mødelokalet.
I denne film viste kongen klogskab. Da regeringen valgte at træde tilbage, tog kongen ordet. Kongen ville selvfølgelig imødekomme regeringens ønske om at træde tilbage: - MEN IKKE NU, svarede kongen. Og kom med en belæring til regeringspartierne om, at befolkningen skulle styres såvel i gode, som i dårlige tider. Befolkningen havde krav på at få besked om situationen. Siden rejste kongen sig, og gik ud.
Kongen viste hvad demokratiet betød, men han havde jo en voksen søn ved sin side, Håkun, som ikke syntes at godkende situationen. Han forlangte af sin far, at han tog initiativ og lederskab. Sønnen fattede ikke, at det var det hans far havde gjort. Han kunne ikke blande sig. Han gjorde det eneste rigtige, stillede sig bag regeringen. Demokratiet havde sejret.
Denne historiske filmatisering var god, men man kunne, som jeg nu har gjort, taget andre vedkommende aspekter med i filmen, og være åben for at diskutere de historiske begivenheder, og gå ind i en dialog om at få løst de problemer, som Danmark står overfor, både med hensyn til Færøerne og Grønland.
Mon ikke en aftale om tre jævnbyrdige lande ville kunne bruges som fundament til en glorværdig fremtid, som skyller banen fri for korruption, lokalt og nationalt, og so bare prøve at komme videre.
Men, at visdommen skulle komme med en norsk konge af pære dansk herkomst, undrede mig mere end forventet, men det giver respekt til eftertiden.
De gamle konger kan man sannelig lære noget af.
Filmatiseringen var i virkeligheden en stor præsentation, og noget eftertiden bør lære noget af.
Dan Klein
