SJEY MYTIR UM MARTIN LUTHER EFTIR FREDERIK STJERNFELT – 170 S. 90 KR.

UPPLÝSANDI, MEN DAPUR OG ÓHUGNALIGUR LESTUR.

Frederik Stjernfelt er en dansk professor og forfatter. Han er professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet København. Stjernfelt er anmelder og skribent ved Weekendavisen. 

 De syv myter Stjernfelt vil gøre op med er at:

18670. Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed

18670. .Luther indførte skellet mellem stat og kirke

3. Luther bidrog til demokratiets fremvækst

4. Hekseprocesserne var katolske, ikke lutheranske

5. Luthers antisemitiske havde ingen effekter

18670. Luthers mørke sider var bare sådan som tiden nu engang var

18670. Luthers mørke sider havde ingen effekter

Til pkt. 1 og 2.

Tað snýr seg heldur um : sammensmeltningen af stat og kirke til nye statskirker med fyrsten som øverste biskop. Det drejer sig om skriftfundamentalisme, kvindehad og antisemitisme. Det drejer sig om ensretning, ubetinget lydighed og henrettelse af folk med andre synspunkter. Det drejer sig om myrderier på op mod 100.000 bønder, der ville afskaffe slaveriet. Tað er har vit finna Luther oprøraran, men eisini sum slóðbrótaran mikla.

Luther var yvirbevístur um at dómadagur var nær, innan fyri fá ár, kanska enntá innan fyri fáar mánaðar. Og Luther så eller hørte ofte djævelen i skikkelse af omstrejfende dyr, konkurrerende reformatorer, hekse eller katolikker, vrede bønder, bankelyde, skramlen og anden tumult, og disse oplevelser giver anledning til personlig panik og advarselsskrifter fra hans hånd. Så sent som få dage før hans død i 1546 viste Satan sig for ham på et tag uden for hans vindue og viste ham sin bare røv.

Man burde tage paven og hans lære og alle tilhængere af den og brænde dem op med ild, ligesom man gør med troldmænd og vejrmagere (hekse)- Året før Luthers død i 1546 har han omfattende fantasier om pave Paul III, hvis familienavn er ”Farnese”, hvilket Luther fortysker til ”Fartzesel” - prutteæsel. Víðari sigur Luther, so skuldi mann tikið sjálvan pávan, hansara kardinalar og tey ið dyrka hansara avgudarí og pávans heiligleika: og rive disse gudsbespotteres tunger bag ud af halsen og nagle tungerne til galgen på rad og række under deres buller. Selv om dette er alt for mildt imod deres gudsbespottelse og afguderi.

Og Doypararnir fáa sítt: Døberne er levende djævle, ikke mennesker.- Kap bare hovedet af gendøberne. Dette var ikke bare djærv tale, tag f.eks henrettelsen den 26. januar 1536 i Jena af de tre døbere Heinrich Kraut, Just Múller og Hans Peissker. De blev henrettet med sværdet. Øvrigheden skulle have det princip at henrette ikke bare oprørere, men også kættere, for de fornærmede Gud.

Luther drager konklusinen: At kættere imod hans lære skal kategoriseres som blasfemikere og skal ikke bara forbandes, men dræbes. Kant kunne sidst i oplysningstiden opsumere tidens ideer i sloganet: ”Hav mod til at bruge din egen fornuft!” Men intet kunne være Luther fjernere end den ide. Døberne blev hårdt forfulgt. Og Luthers hårdeste anklager mod døberne angik deres forestillinger om, at man først skulle døbe mennesker, når de som voksne var i stand til med fuld fornuft at bekende sig til trosartiklerne. Luther konkluderer ud fra sin afstandtagen fra fornuft, at det er først og fremmest fordi børn ikke har fornuft, at man bør døbe dem.

Luther hævdede, især efter bondeoprøret, at underordnede personer, der greb ordet, i sig selv var et tegn på tidernes forfald siden Abraham: ”......fårene, kalvene, karlene og tjenestepigerne, altsammen var det dengang livegen ejendom, som andet fæ, som de solgte som de ville. Sådan havde det været bedst om det stadig var, for nu kan ingen jo tvinge eller tæmme nogen (.....) Det er derfor, der klages så meget over tyende og tjenestefolk her i verden. Det er Djævelens og pavens skyld, og fyrsternes, at der ikke er nogen styring, så enhver gør som han vil. Hvis der var knytnæve og tvang ligesom dengang, så ingen kunne mukke uden at få en næve i hovedet, så ville det være gået meget bedre. (...) Og hvis verden længe skal bestå, kan man ikke lade stå til længere, man må genoprette dette”. Imod dette tidernes forfald mener Luther altså, at man skal vende tilbage til det velordnede livegenskab og slaveri, hvor folk ikke ”mukker”, fordi de er klar over, at den voldelige straf for deres udsagn i så fald vanker ufortøvet.

Da der den 8. april 1539 forelå en konkret sag i Wittenberg med en borger der blev anklaget for ateisme og tilstod for byrådet, at han ikke havde været til nadver i 15 år, lød Luthers direktiv: ” Vi har tålt ham længe nok. Efter en eller to strenge advarsler vil jeg erklære offentligt, at han er bandlyst og skal behandles som en hund. Vil nogen omgås ham efter det, er det på egen samvittighed. Hvis han dør sådan, skal han begraves på møddingen som en hund”.

18670. Der er intet at finde hos Luther, der peger i retning af folkeforsamlinger, undersåtternes delagtighed i regeringens frie valg, repræsentative organer, politiske rettigheder, republikanisme, magtdeling, tidsbegrænsede embeder, borgermilitser, forhandlinger, kompromiser, frie borgeres offentlige samarbejde etc. Undersåtternes ubetingede lydighed over for den fyrstelige øvrigheds guddommelige udøvelse – det var Luthers politiske doktrin. Og om bønderne, der gjorde oprør, erklærede han: ” Kvæl, stik og slå dem ihjel, i skjul eller åbenlyst, hver den som kan, og husk, at der ikke findes noget giftigere, skadeligere, mere djævelsk end en oprører, ligesom man må slå en gal hund ned, slår du ikke, så slår han dig og hele landet med dig”. I en prædiken lidt senere samme forår går han grundigere ind i, hvorfor slaveri ikke er uforeneligt med kristendommen: ” Denne lov, at mennesker før i tiden solgtes ligesom okser og får, ophævede Gud ikke, tværtimod stadfæstede han den. En fattig mand måtte dengang sælge sine døtre eller sønner, som hos evangelisten Matthæus. En herre, som skulle afregne med sin karl, befalede ham at sælge kone og barn for at kunne betale. Dette var skik og brug før i tiden, og det er ikke til hinder for noget i det kristelige liv.”

Men i sin gentagne opfordring til at udslette bondehærene bliver Luther så ivrig, at han faktisk er i færd med at forlade sit eget grundprincip imod gerningshellighed.: ” Så vidunderlige tider er det nu, at et folk bedre kan tjene sig til himlen med blodsudgydelse end ellers med bøn. Stik, slå, dræb dem, hver den som kan! Dør du selv, så godt for dig, en saligere død kan du aldrig få”.  

Tyske fyrster som grev von Mansfeld, Johann af Sachsen og Philipp af Hessen lyttede til Luthers ord, og bondeoprøret blev slået ned med hård hånd, omkring 70- 100.000 bønder dræbtes i løbet af sommeren 1525 – mange våbenløse efter at have overgivet sig.

”Med en knytnæve skal man svare dem der kæfter op, så blodet sprøjter fra næsen. Bønderne vil heller ikke høre; lod sig intet sige. Så måtte man åbne ørerne med med bøssekugler, så hovedet sprang i stykker... Æselet behøver pisken, og pøbelen vil styres med magt, det vidste Gud godt. Derfor gav han ikke øvrigheden rævehale, men et sværd i næven.”

” Det var mig, Martin Luther, der dræbte alle bønderne under oprøret, for det var mig, der beordrede, at de skulle slås ihjel. Alt deres blod er på mine skuldre. Men jeg henviser til vor Herre Gud, som befalede mig at sige det.”  

Men stoltheden over at have dræbt op mod 100.000 bønder, forsvaret fyrstevældet og afvist slaveriets afskaffelse – det er svært at forene med, at Luther på nogen måde skulle være en demokrat i svøb. Især fordi han temmelig eksplicit drog den politiske lære af hele affæren, at tyranni var den bedste styreform:” Det er en fortvivlet og forbandet ting med en tøjleløs pøbel, som ingen kan regere så godt som tyrannerne; de er den lænke, der er bundet om i halsen på hunden. Skulle der findes en bedre måde at styre dem på, så ville Gud have sat en anden ordning over dem end sværdet og tyrannerne.”

4.

I Danmark begyndte hekseafbrændingerne simpelthen med indførelsen af lutherdommen. I 1540 flammede det første heksebål i Stege på Møn. De skulle vare de næste 150 år, med faldende og stigende intensitet, og føre til mere end 1000 danske hekses død – overvejende kvinder. Luther var stærkt optaget af heksejagten, og dens foretrukne udvælgelse af kvindelige ofre er tæt forbundet med kvindens rolle i Luthers teologi. Ligesom Eva i sin tid havde ladet sig narre af slangen, var kvinden i særlig grad modtagelig for at blive forhekset af djævelen.

Allerede i reformationens start overvejer Luther:” Hvem kan holde tal på alle de naragtige, latterlige, fejlagtige, meningsløse og overtroiske sager, som dette godtroende køn bedriver? De har det fra deres stammoder Eva, det at de lader sig bedrage og gøre til nar.” Derfor må en kvinde aldrig regere. Kvinder er veltalende, når de taler om husholdningssager, men deres veltalenhed bør kun bruges til indvortes brug, for de egner sig ikke til at forstå samfundsforhold. Denne arbejdsdeling er også decideret anatomisk funderet:” Manden har bredt bryst og smalle hofter, derfor har de også forstand. Kvinder har smalt bryst og brede hofter og bag. Kvinden skal være hjemmets hersker, det viser skaberværket ved at de har en bred bag og lår, så de skal sidde stille.” Derfor har de ingen åndsevner. Før syndefaldet var

kvinder og mænd ellers jævnbyrdige, både i fysisk og åndelig styrke, mener Luther at vide – kvindens nuværende sørgelige tilstand er resultatet af Guds straf for Evas skæbnesvangre handling. Kvindens vigtigste funktion er nu reelt at føde mænd. Derfor skal hun stå til sin mands rådighed sexuelt, og hvis hun afviser ham, er det ikke ægteskabsrådgivning Luther foreslår:” Hvis nu et menneske unddrager sig og ikke vil, da tager og frarøver det sit legeme, som det har givet til den anden. Det er egenlig imod ægteskabet, som bliver. ødelagt.. Derfor må den verdslige øvrighed så tvinge kvinden eller henrette hende.”

1. ”Når jeg døber en jøde, vil jeg føre ham ud på broen over Elben, hænge ham en sten om halsen, skubbe ham ud og sige: ” Jeg døber dig i Abrahams navn............... I 1543 udsendte han ikke mindre end to større skrifter. Det første og mest velkendte ”Om jøderne og deres løgne” henviser til, at jøderne samme år er blevet drevet ud af Bøhmen. Skriftet bygger på de klassiske vandrehistorier: ” Derfor skal du vide, kære kristne, og tvivl ikke på det, at næst efter djævelen har du ingen bitrere, giftigere, værre fjende end en ægte jøde, som mener det alvorligt at være jøde. ----Jøden er som ågerkarl en ”ærketyv og landevejsrøver, der burde hænge i galgen syv gange højere end andre tyv”. Deres religion er reelt, mener Luther, en afart af djævletilbedelse. ” Ved det smukke syn af det guddommelige ord må de kigge djævelen ind i hans sorte, mørke, bagerste løgnehul og tilbede hans stank.”

Nu følger Luthers løsning i syv punkter. Hvad skal vi så gøre, med dette gemene, fordømte jødefolk? Tåle dem kan vi ikke. Så jeg vil give mit trofaste råd: For det første at man sætter ild til deres synagoger eller skoler og dækker det, der ikke vil brænde, til med jord, så at intet menneske til evig tid kan se hverken sten eller slag af det længere.

For det andet, at man også river deres huse ned og ødelægger dem, fordi de bedriver det samme derinde som i deres skoler. Derfor lad dem bo under halvtag eller i en stald som sigøjnerne, så de ved, at de ikke er herrer i vort land, som de praler af, men i elendighed og fangenskab....” For det tredje, at man fratager dem alle deres bønnebøger og talmudskrifter, hvor de har lært den slags afguderi, løgn, forbandelse og bespottelse.”

For det fjerde under dødsstraf skal hindres i at undervise. For det femte,..........”at man helt og holdent nægter jøderne adgang til vejene........” Det sjette punkt i programmet: man skal konfiskerer deres penge, sølv og guld. Og som det syvende og sidste punkt skal unge og stærke jøder og jødinder, arbejdssky som de er, pålægges tvangsarbejde. En første skitse til statslige arbejdslejre var således på Luthers tegnebord.

6.  

Hvis man nævner Luthers kvindehad, antisemitisme eller forfølgelse af anderledes troende, møder man ret snart en standardindvending: men sådan var tiden jo, Luther var et barn af sin tid. Det er et stærkt forsvar, hvis man tror på tidsånden: det man kan lide hos Luther, skal være hans fortjeneste, og det man ikke kan lide, kan tørres af på tidsånden. Man er derefter fri til at fokusere på det første og glemme det sidste. Men ”tidsånden” er aldrig enig med sig selv. Der er altid en variation af forskellige positioner, uanset hvilken tid man taler om.

Og her er det overraskende at se, at Luther næsten konsekvent, hvad alle emner angår, står i det mest forfølgelsesgejle , intolerante og autoritære hjørne af sin samtid.

I sit offentlige opråb om radikal nedslagtning af bønderne mødte Luther kritik selv fra sine egne nære venner og kampfæller, som havde andre synspunkter. I sin forestilling om en blodig og konsekvent straffende øvrighed lagde han en konsekvent hårdere linje end sine egne politiske partnere, kurfyrsterne af Sachsen. I sin støtte til slaveri og livegenskab var Luther imod samtlige røster som de ”tolv artikler”, der krævede disse forhold ændret eller ophævet.

I sin forestilling om, at den relevante adfærd imod andre religiøse strømninger end hans egen som var at kappe hovederne af dem, var Luther i modstrid med flere forskellige traditioner for tolerance. Luther var ignorant i forhold til den fremspirende naturvidenskab i sin samtid, hos fx. Kopernikus, som han synes at have hånet for den groteske teori, at jorden drejer rundt om solen.:”Den nar vil vende hele den astronomiske kunst på hovedet: Men som den hellige skrift angiver, så bad Josua solen stå stille og ikke jorderiget”.

I sin antijudaisme og antisemitisme stod Luther som mere radikal end forskellige proto-liberale strømninger både før og i hans tid.

Hvad angår kvinderne, var der næppe nogen fuldt udfoldet ligerets-position på Luthers tid, men man kan dog nævne hans samtidige, humanisten Agrippa af Nettesheim, der i Køln udgav: De nobilitate et pracellentia sexus – i 1529 (”Om kvinnekønnets ædelhed og fortræffelighed”. Ifølge Agrippa skyldtes kvindernes underordning uretfærdige konventioner og voldelig undertrykkelse, ikke nogen naturret eller noget gudommeligt dekret, og kvinderne er for ham reelt mændene overordnede. Bogen blev allerede i samtiden oversat til mange sprog. Der var mao. ingen tidsånds, der dikterede Luther at blive den helt særlige stakåndede og blodgejle dommedagsprædikant, som han faktisk blev.  

I en vis forstand er tidsånds-argumentet så enfoldigt, at det næppe er værdigt at vie en større principiel tilbagevisning Alligevel møder man det konstant, selv hos højt uddannede og begavede personer, som næppe selv nogensinde kunne finde på at underkaste sig nogen tidsånd.  

7.

Det forekommer ejendommeligt at nogen kan finde på at fortolke den autoritære lutherske stat som en foregangsbevægelse for demokrati. Tværtimod synes lutheranismen i de tyske stater at have imprægneret dem med en særdeles sejglivet lydighedsdyrkelse, autoritetstro, nationalisme, afvisning af politiske friheder og desværre også antisemitisme.

Med nazisternes magtovertagelse forelå der en mulighed for lutheranerne at blive statskirke-nu under betegnelsen ”Rigskirke”. Det tiltalte mangee lutheranere, og Hitler så sig som den, der skulle give landet en protestantisk enhedskirke, svarende til Church of England. Der er en verserende myte om, at de ”Tyske Kristne” med deres ideologi og jødehetz var noget, der blev påtvunget kirken efter den nazistiske magtovertagelse – og at mindretallet i den ”Bekenende Kirke” derefter fraspaltede sig som modstandsbevægelse imod den nazistiske magt og ideologi. Begge dele er forkert.

Den moderne politiske antisemitisme skyldes den lutherske hofprædikant og teolog Adolf Stoecker, der stiftede det rabiate konsevative ” Christlich-Soziale Arbeiterpartei” i 1878, og som den første kombinerede den teologiske antijudaisme og folkelige antisemitisme med tysk nationalisme og vrede udfald imod det moderne samfund: oplysning, kapitalisme, liberalisme,socialisme, materialisme, kosmopolitisme og ateisme, der alle var”forjødet”. Luthers socialetik tæller kun de lyse timer, for selvsamme socialetik blev også roden til de forskellige socialkonservative, fasistiske og nazistiske partier, og det med betydelig stærkere lutheransk opbagning.

Forarbejdet for sammensmeltningen af nazisme og kristendom i 1920-30`erne blev gjort af lutheranske præster, byggede på Stoecker, således den lutherske præst Bonus` ide fra 1896 om at ”germanisere” kristendommen ved at søge tilbage til dens tyske elementer. I 1907 skrev digteren Max Bewer: Der deutsche Christus, hvor han hævdede, at Jesus var den første antisemit, og nedstammede fra tyske soldater i den romers hær i Palæstina og at hans forkyndelse derfor havde rod i tysk blod. Den lutherske Hauptpastor i Flensborg Friedrich Andersen krævede i 1904 afskaffelsen af det Gamle Testamente, hvis jødiske træk forvrængede den rene lære om Kristus som en art germansk, antisemitisk helteskikkelse.

Althaus var en af de førende lutherske teologer og skulle i 1933 som formand for Luther-selskabet (fra 1926 – 64) hylde magtovertagelsen som en ”guddommelig gave og mirakel” og senere som god lutheraner med henvisning til toregimentelæren forsvare både den totalitære stat, førerprincippet og Hitlers gode regering.

De lutherske kirker blev ikke demokrater af den nazistiske erfaring. De tog forbehold mod Núrnbergprocessen, støttede dømte topnazister, sendte benådningsansøgninger. Krævede strafnedsættels eller appel.

Og meget tyder på, at Lutherfejringen i 2017 vil følge den tyske, der med omsattende statsstøtte er i fuld gang med at knæsætte de syv myter. I Tyskland er det ingen ringere end Evangelsche Kirche in Deutschland, efterfølgeren til DEK fra 1922-45, der står for løjerne-en organisation, der lige netop selv har nået at være demokratisk i tredive år, siden man udgav sit ”Demokrstie-Denkschrift” i 1985. Man begyndte allerede fejringen i 2007 med et helt”Luthertiår” og blandt temaerne er ”Reformationen og friheden” Reformationen og tolerancen” ”Reformationen og politik” hvor man bl.a. Mener at vide, at Luther opfandt skellet mellem stat og kirke. Luther skal retfærdiggøres ved gode gerninger. Temaer som ”Luther og jøderne”, ”Luther og heksebålene”, ”Luther og dikatur” nævnes ikke.

Det bliver spændende at følge, om det festlige forsøg på transsubstantiering af Luther til det modsatte af hvad han virkelig var, vil krones med held.

Dagfinn Danbjørg,