Når retssikkerheden bliver sendt ud på de evige jagtmarker

Mundgodt/Brellbiti
nr. 6: To skolelærere finder sig ikke i, at blive behandlet af pressen, selv om
en skoleinspektør, som undersøger deres forhold, bliver opsagt, og regningen på
3,5 millioner kr.,  bliver sendt til
skatteyderne, og dommer nægter bevisførelse af sagen, som ender i Strasbourg,
løftet op af den kendte islandske menneskeretsadvokat, og professor,
Ragnar Aðalsteinsson, som dog bliver afvist uden
begrundelse.

Skrevet og sammenfattet af Dan Klein, journalist, som del af bog, som er lige om hjørnet:


Lad os først tage modpartens påstandsdokument
(Stævningen, red.) . Selv om sagen drejede sig om forhold på en offentlig,
indviet skole, og hele byen vidste om forholdet, blev jeg krævet at stå til
ansvar iht. straffelovens § 264 d:
Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der
uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private
forhold eller…



Modpartens påstand var ikke, at
avisen havde trykt løgne: Påstanden var derfor, at det ikke ragede nogen hvad
disse lærere bedrev på skolen. Det var et privat anliggende, som kun vedkom de
to lærere, blev der ”advokeret” for i påstanden.



Men da dommen kom brugte den
efterhonden, berygtede , og inhabile, administrerede sorenskriver, Henrik
Møller, straffelovens § 267
om æreskrænkelse, og at man havde
ikke ført sandhedsbevis i artiklerne. Men hvorfor skulle man føre sandhedsbevis
for noget, modparten ikke havde krævet i påstanden?!



Da dommerstanden gør krav på at stå over lovens bestemmelser: http://www.oyggjatidindi.com/da+dommerstanden+gor+krav+pa+at+sta+over+lovens+bestemmelser.html



Det, som siden var interesandt her var, at påstandsdokumentet
(stævningen, red.) ikke blev forelagt appelretten, og var derfor heller ikke
dokumenteret i dommen. Men når man søger appelretten om aktindsigt i sagen,
følger påstandsdokumentet (stævningen, red.), på færøsk med.
  Alle andre dokumenter af interesse bliver
oversat til dansk. Dette dokument kom bare ikke ind i sagen ved Østre Landsret.



Endvidere nægtede administrerende sorenskriver, dommer,
Henrik Møller, at give lov til bevisførelse om, at landskassen (statskassen, red.)
betalte 3,5 millioner for at afskedige skoleinspektøren, for at blive fri for
en igangværende undersøgelse af de to lærere.
 
Sorenskriveren nægtede også, at vidner blev afhørt i samme forbindelse.
Dommeren havde indledende godkendt, at den ene lærer kunne stævne, uden at være
nævnt i artiklerne, og at denne lærer hverken mødte op i underretten eller i
appelretten.



Han gjorde den klassiske fejl, som dog kendetegner en
groft inhabil person, at nægte en bevisførelse, som har offentlig interesse, og
som derfor bør, og skal kunne belyses i et offentligt retsmøde, men han nægter
bevisførelsen, men han går længere end det.



At det kostede landskassen 3,5 millioner, at opsige en
skoleinspektør, og sende regningen til skatteyderne for at standse en
undersøgelse, mente daværende minister, Helena Dam á Neystabø, var helt i
orden. Den ene lærer var jo også bestyrelsesmedlem i det socialdemokratiske
parti, (Javnaðarflokkurin), som havde indstillet hende til ministerposten.



Dommeren mente ikke at det havde interesse at få belyst. 

Hvem talte om inhabilitet:



Inhabil dommer
dømte samme sag to gange



Den inhabile, administrerende sorenskriver, Henrik
Møller, evnede også, at dømme samme sag to gange. I den første dom, ignorerede
han påstanden, og indførte en ny påstand om krænkelse i dommen, og indførte §
267 for at opnå den dom han ville, men det var ikke modpartens påstand i
stævningen. Se dokument.



Da sagen bliver domsforhandlet, sidder redaktøren og
journalisten selvfølgelig på første række, argumenterede,
  og noterede slagets gang. På redaktionen blev
der skrevet en artikel om domsforhandlingen. Læserne får besked over
hjemmesiden, at avisen kom næste dag med referat fra slagets gang.



Samme morgen, som avisen skulle i trykken, klokkan 13:00
, mødte advokat, JPL med dommer, Johannes Madsen, op på redaktionen. Klokken
var 12:10,
 midt på dagen, men netavisen
med samme indhold, var på dette tidspunkt, allerede sendt ud klokkan 10:55. Men
klokken 12:10, blev redaktionen
 omdømt
til domstol, og jeg fik at vide, at avisudgaven havde fået fogedforbud.



Man ville ikke give mig lov at referere fra min egen sag,
selv om der hverken var referat- eller navneforbud.



Herefter satte den inhabile administrerende dommer sig i
dommersædet, og dømte samme sag to gange, og godkendte også, at modparten
lavede indbrud i fogedforbudet, og brugte avisen indhold til at dokumentere
samme sag to gange, uden at dette havde fået en formel retslig godkendelse.

Og det skal også sige, at der blev appelleret til samme inhabile dommer, at anmelde krænkelsen af fogedforbudet, men det blev ignoreret. 



 Intet blev kørt efter bogen.



Lad os først tage modpartens påstandsdokument
(Stævningen, red.) . Selv om sagen drejede sig om forhold på en offentlig,
indviet skole, og hele byen vidste om forholdet, blev jeg krævet at stå til
ansvar iht. straffelovens § 264 d:
Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der
uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private
forhold eller…



Modpartens påstand var ikke, at
avisen havde trykt løgne: Påstanden var, at det ikke ragede nogen hvad disse
lærere bedrev på en offentlig skole. Det var en
privat anliggende, som kun vedkom de to lærere.



Det, som siden var interesandt her var, at påstandsdokumentet
(stævningen, red.) ikke blev forelagt appelretten, og var derfor heller ikke
dokumenteret i dommen. Men når man søger appelretten om aktindsigt i sagen,
følger påstandsdokumentet (stævningen, red.), på færøsk med.
  Alle andre dokumenter af interesse bliver
oversat til dansk. Dette dokument kom bare ikke ind i sagen.



Jeg skal ikke på dette tidspunkt, trætte læseren med den
næste sag – som blev en enægget tvillingesag, hvor samme administrerende
sorenskriver, Henrik Møller, valgte at lægge sin egen dom, som fundament under
den næste dom, selvfølgelig inhabil. Kort drejede sagen sig om, at nægte mig at
referere fra den første sag, som samme dommer havde dømt -
 den første tvilling.



I den anden enæggede tvilling gik den administrerende
sorenskriver, Henrik Møller så langt, at jeg heller ikke skulle have mulighed
for et forsvar. Det gjorde han med at kræve, at jeg blev
repræsenteret af advokat, men at stille op med en garanti på 30.000 kr.
til advokat, selv om han i forhånd vidste, at de penge havde jeg ikke.



Kom dette påstandsdokumentet, Stævningen, ind i sagen, så kunne
det give administrerende sorenskriver, Henrik Møller, problemer. ”Min advokat”,
som retten havde udpeget i Landsretten, kan ikke undskylde sig med, at
påstandsdokumentet ikke var inde i sagen. Han nægtede at tage dokumentet
med,
  og det er heller ikke en
undskyldning for appeldomstolens dommere.



Se dokument:



For at belyse hvor stærk inhabiliteten var for denne
mand, fik begge lærere med en lang ancinitet, fri proces med statskassen i
ryggen. Samme mulighed nægtede man at give fattige mig:



FN: hvis han
ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage
den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse



Iht. artiklerne, og de to sidste domme, da disse to lærere havde det sjovt
på deres arbejdsplads i børneskolen i Fuglefjord, et af de nordligste
bibelbælter på Færøerne, valgte man dobbeltmoralens vidundermedicin. Det bedste
forsvar er angreb, men man turde dog ikke en påstand om, at avisen overdrev
”den sjove leg” eller at skoleinspektørens undersøgelser var opspind.



Man holdt sig til, at det var en krænkelse af privatlivets fred, at skrive
artikler om skoleinspektørens undersøgelse. Men det holdt dog ikke dommeren
fra, at dømme efter sin egen påstand, og tog derfor § 267 i brug, og indskrev
sig således, som part i sagen, selv om denne paragraf stod lodret i mod
modpartens påstand i underretten, som også ses i vedhæftede fil.



Derfor drømte forsvaret jo heller ikke om, at forberede forsvaret, at
imødekomme dommerens vilde stunt, for at hjælpe sin ven.



Men med et trylleslag forsvinder den oprindelige påstand jo bare ud av
sagen på vej til Østre Landsret. Domstolen har dog  kopi af påstandsdokumentet, som ikke er i
sagen, men dette kopi er på færøsk, som dommerne i lands- eller Højesteret,
ikke magter at læse. Og hvorfor også det, da dokumentet jo ikke fandtes i selve
sagen?! Det er ingen grund til at lave en oversættelse, da dokumentet alligevel
ikke vil blive brugt.



Det skal også henvises til, at sagsøgerne aldrig har bestridt det forløb,
som bliver beskrevet i dommen, som er påstanden under denne sag, men
påstandsdokumentet blev taget ud av sagen, som er blevet vanen heller end
undtagelsen i undertegnedes retssager ved den danske domstol på Færøerne.

På Færøerne har man også deres egne alternative samfund til udvalgte "elementer" uden rettigheder.



Men i sag nummer to kommer § 267 pludselig
ind i påstanden. Men nu gør det intet. Man har fået redaktøren og journalisten
passiviseret, man har haft samme dommer inde i samme sager to gange. Resten er
kun
  stempelarbejde imellem kolleger.



Hjælpen fra Island, blev til bogen om Danmark



Ingen dansk advokat, turde hjælpe
med at få sagen rejst ved domstolen i Strasbourg. Det var min opfattelse, at de
danske myndigheder ville slå meget hårdt ned på dem, som gik imod Danmark på
dette område.



Hver gang jeg selv klarede at få
mine sager taget op af EMD (Europæiske Menneskerets Domstol), blev sagerne
afvist uden begrundelse, selv om loven tilsiger, at bliver en sag afvist, skal
det begrundes på en sådan måde, at der ikke kan være tvivl om substansen i
afvisningen. Det levede domstolen bare ikke op til.



Jeg var selvfølgelig usikker. Jeg
er jo ikke jurist. Måske har jeg derfor gjort fodfejl, som kan begrundes i
afvisningen. Den tanke havde jeg i en længere periode. Indtil jeg fik
forbindelse med en rigtig ”kæmpe” på området. En islending, som havde vundet
adskillige sager ved den Europæiske Menneskretsdomstol for islandske borgere.



Det var den meget respekterede, Islandsk
professor, og menneskeretsadvokat,
Ragnar Aðalsteinsson.
Han var imponeret over at jeg havde fået ovenstående sag optaget ved domstolen,
og lovede at løfte sagen videre herfra.



Menneskeretsadvokat, Ragnar Aðalsteinsson, tog sagen,
og løftede den ind i det forjættede land, hvor konventionerne i menneskeretten
skulle bedømmes iht. den sagsbehandling jeg havde fået af de danske domstole.



Se dokument.



Jeg havde selvfølgelig regnet med at vinde sagen, da den var
oplagt, og denne gang var det den helt rigtige, som havde påtaget sig opgaven.
Menneskeretsadvokaten fra Island, Ragnar
Aðalsteinsson.



Men ak. Det gav samme resultat. Sagen afvist uden
begrundelse, fik jeg at vide fra den islandske advokat, Ragnar Aðalsteinsson,
som tydeligvis undrede sig over resultatet.



Da tvillingedommen, som havde havt samme dommer på
begge gange, var færdig behandlet i det danske system, gik jeg samme vej. Det
lykkedes mig også denne gang at få sagen op i domstolen i Strasbourg, og
ventede nu på at få de nødvendige
papirer tilsendt, men det skete ikke.



Efter at tidsfristen var udløbet for
at komme videre med sagen, fandt jeg ud af, at den danske afdeling i Strasbourg,
med Helle Pøhl, sekretær, som, hver gang, mine sager blev afvist, satte sit
navn under dokumenterne, havde sendt mine dokumenter til en anden adresse på
Færøerne, selv om de måtte vide, at vedkommende, som også havde forbindelse med
domstolen, ikke var på adressen, men var langtidssyg, og fik behandling på
Rigshospitalet i København.



Jeg skrev flere breve til Domstolen,
adresseret til Helle Pøhl, uden at få respons, og min opfattelse var, at sådan
havde man ønsket udfaldet. Den islandske advokat, var klar til at tage sagen,
som han jo i forvejen kendte fra den første dom, men han så ingen mulighed i at
prøve, da tidsfristen var udløbet, og at domstolen ikke reagerede på mine mange
henvendelser.



Jeg var meget taknemmelig for den
islandske hjælp, og den kontakt jeg havde med en meget god amerikansk ven, som
jeg skylder en masse tak til. Det var i denne proces, at bogen blev en
virkelighed, som kunne afsløre de danske domstole, og det alternative samfund
visse borgere bliver genet ind i, for at blive mishandlet og krænket.



Men dette sker, når retssikkerheden bliver sendt ud på de evige jagtmarker.



---------------



http://www.oyggjatidindi.com/ta+alitid+a+statin+fikur+vid+vindinum.html



 



Leinkjur
til aðrar Brellbitar:



http://www.oyggjatidindi.com/avduking+danski+staturin+var+vid+i+coverup.html



http://www.oyggjatidindi.com/brellbitin+2+hjunarskilnadur+fekk+onga+realitetsvidgerd+i+skiftiraettinum.html



http://www.oyggjatidindi.com/irflanid+sum+i+veruleikanum+var+eitt+ran.html



Korruptionspolitiet Greco bekæmper snyd og bedrag, har flere
ganga henvendt sig kritisk overfor Danmark, om korruption imellem politikere,
dommere, og anklarere inden for retsvæsenet.



 



Her er leinkja til Berlinske
Tidende:



https://www.b.dk/globalt/korruptionspoliti-er-bekymret-over-danmark-og-skaerper-sag



Danmark udøver sagsbehandling i alternativt samfund på Færøerne:



http://www.oyggjatidindi.com/danmark+udover+ulovlig+alternativ+sagsbehandling+pa+faeroerne.html



Da dommerstanden kør krav på at stå over lovens bestemmelser:



http://www.oyggjatidindi.com/da+dommerstanden+gor+krav+pa+at+sta+over+lovens+bestemmelser.html