Oyggjatíðindi

Lýðarsvegur 19

188 Hoyvík

 

Tlf: 314411

Teldupostur: oyggjat@olivant.fo

Kritik af rapport om Færøerne under: DenKolde Krig

Ny rapport om Færøerne under Den Kolde Krig får ublid medfart. Ifølge lagmand Joannes Eidesgaard bør Færøerne fremover være med til at påvirke afgørelser om militære anlæg på øerne.

  • AF Af JENS GRUND og ELSE BOELSKIFTE

Indland 06.03.04 kl. 22:30

En godt 200 sider lang rapport fra historieprofessor Bent Jensen om Færøerne under Den Kolde Krig har skabt skuffelse og kritik på øerne.

Det færøske landsstyre bestilte i december 2000 undersøgelsen, som blandt andet skulle redegøre for Sovjetunionens efterretningsvirksomhed på Færøerne og klarlægge, om nogen på øerne var agenter for Sovjetunionen.

Formanden for det republikanske oppositionsparti, Høgni Hoydal, kritiserer resultatet.

»Rapporten er tynd og siger intet nyt,« siger han.

»Det er meget betænkeligt, at Bent Jensen ikke har haft nogen følgegruppe af forskere eller historikere ved sin side med kendskab til den færøske historie. Mange ting virker udokumenterede. Mit håb var, at rapporten kunne gendrive myter - især om Sovjetunionens indflydelse på færøsk politik. Nu har vi bare fået endnu flere myter.«

Politisk valgt

Høgni Hoydal kalder det et partipolitisk valg at lade Bent Jensen stå for undersøgelsen. Men han siger også, at professoren ikke har leveret det ønskede skyts til højrefløjen mod venstrefløjen:

»Han er ikke faldet igennem, sådan som hans arbejdsgivere nok havde håbet.«

Tidligere lagmand Annfinn Kalsberg fra højrepartiet Folkeflokken bestilte i sin tid rapporten på landsstyrets vegne. Han har endnu ikke læst den og kan derfor ikke kommentere den. Han forklarer, at baggrunden for den nye undersøgelse var en tidligere undersøgelse baseret på amerikanske arkiver.

»Man havde hørt, at de russiske arkiver var åbnet efter Murens fald. Men det lykkedes ikke at få adgang til to vigtige arkiver, og det har naturligvis påvirket indholdet af rapporten,« siger Annfinn Kalsberg.

»Det har aldrig været meningen, at det skulle være en politisk bestilt rapport. Der skulle være en historisk balance mellem beskrivelsen fra de amerikanske og de russiske arkiver om Færøernes strategiske placering under Den Kolde Krig. Aviserne havde en opskruet forventning til, at der ville komme gyserhistorier ud af det.«

Færinger uvidende

Færøernes nye socialdemokratiske lagmand, Joannes Eidesgaard, finder rapporten forudsigelig og uden overraskende oplysninger, fordi Bent Jensen ikke havde den nødvendige adgang til de russiske arkiver.

Joannes Eidesgaard mener, at både den nye og den ældre undersøgelse viser, at de færøske myndigheder var uvidende om den gældende forsvarspolitik og om etableringen af militære anlæg på Færøerne.

»Nu har vi balance i regnskabet mellem arkiverne i øst og vest. Det gør det muligt at træffe beslutninger om fremtidig færøsk forsvarspolitik. Vi bør stille krav om den nødvendige information om, hvad der sker, og om, at vi kan påvirke de afgørelser, der skal træffes om militære anlæg på Færøerne,« siger lagmanden.

Samfundsforsker Jogvan Mørkøre fra Færøernes Universitet kalder rapporten en sen-McCarthyistisk fuser efter den amerikanske senator, der stod for de berygtede udrensninger i 1953-54 af formodede kommunister.

»Bent Jensen er politisk valgt uden om den normale videnskabelige procedure. Han identificerer nogle organisationer og enkeltpersoner, som ligner noget af det, man har set i Danmark i forbindelse med Den Kolde Krig. På basis af det, han har kunnet dokumentere i dansk sammenhæng, konkluderer han, at det sandsynligvis er det samme på Færøerne. Det er noget vås, hvis man skal arbejde videnskabeligt,« siger Mørkøre.

Redaktør Ingi Samuelsen fra øernes største avis, Dimmalætting, har skrevet en kritisk leder om Bent Jensens undersøgelse. »Der er ikke kommet de afsløringer, vi havde forventet: Hvad står der i de russiske arkiver? Rapporten virker ikke særlig interessant,« siger han.

Kan ikke trylle

Bent Jensen lægger i rapporten ikke skjul på, at han ikke har fået en tilfredsstillende adgang til alt relevant sovjetisk kildemateriale. Han har derfor ikke kunnet behandle mange væsentlige spørgsmål så dybtgående, som han ønskede. Afsløringer af færøske spioner er der ingen af.

»Som jeg også forklarede de færøske journalister, så kan jeg ikke trylle,« siger Bent Jensen. »Jeg er dødtræt af, at alle journalister kun er ude på at få navne udleveret. For nogle måneder siden blev jeg herhjemme kritiseret for at være koldkriger, som ville nævne navne, og nu bliver jeg kritiseret for ikke at gøre det.«

Professoren mener, at det interessante i rapporten er spillet mellem de danske myndigheder, USA og Færøerne under Den Kolde Krig.

»Man har siddet som en lus mellem to negle og ikke ønsket at tirre færingerne. Derfor har man kun fortalt dem en kvart eller to femtedele af sandheden. Det var overraskende at afdække omfanget af den potentielle militære NATO-tilstedeværelse på Færøerne. En fjord var udpeget som ubådsbase for NATO og en flyveplads som base for amerikanske fly i tilfælde af krig,« siger Bent Jensen.

Færøerne havde stor strategisk betydning for Øst og Vest under Den Kolde Krig. Øerne indgik i det spærrebælte, som NATO i en krig ville spænde ud for at hindre sovjetiske flådeenheder i at nå Atlanterhavet

---------------

Tikið úr Google í dag 02.03.14 við hesu heilsan til Lindenskov og ráðgeva hansara Breckmann:

Sum sonur ein av stovnarunum av Sosialinum, kundi eg tonkt mær, at blaðið skiftir navn, soleiðis at mongu góðu minnini um stovnararnar ikki verður dolkað.

Dagfinnur Danbjørg