Mytir og sagnir
Av tí, at eg havi fingið seriøsar spurningar til eina av mínum nógv lisnu og vældómdu greinum, har eg m.a.vísi til, at tað ikki bert er ein skapanarsøga, men tvær, so fari eg hervið at vísa til eina lærubók ætlað til hægri útbúgving: Fra Moses til Paulus eftir H.J.Falk og B.B. Lillelund (Gjellerup forlag).
Eg loyvi mær at citera tað, sum hevur við skapanarsøgurnar at gera, og eg geri tað á donskum.
Í bókini eru annars nógv sera týðandi og sera viðkomandi innlegg, áðrenn hvør søga úr Bíbliuni verða endurgivin . Fyri tey, ið ikki einans vilja endurgeva, men eisini skilja dýbdina í Gl. og Nýggju Testamenti, er nevnda bók ein sannur dýrgripur. Bókin er løtt lisin, serliga fyri tey, ið søkja sær vitan.
Myter og sagn
Enhver kultur har sine myter og sagn. I disse ældgamle fortællinger afspejles folkets livssyn, her har folhet hentet kundskab og visdom om de betingelser, hvorunder de kunne leve livet som mennesker.
Meget ofte er en del mytisk stof fælles for flere kulturkredse, men forekommer i varieret form. Det er ofte i variationen, man bedst skelner det, som er ejendommeligt netop i den kultur, man beskæftiger sig med.
For at kunne få det rette forhold til stoffet i Det gamle Testamente, er det nødvendigt at betragte det, som det er, nemlig en broget samling af myter, sagn, noveller, anekdoter, stamtavler i en ofte mærkelig blanding.
Det har tit været diskuteret, hvad der var historisk stof af alt dette, og hvad der er 'digt' Spørgsmålet har ingen mening. Det findes stof af begge slags, og alt stof har sin egen værdi.
Myten er et folks eller en tids religiøse tilværelsesforklaring. Myten er således fundamentalt forskellig fra videnskabelig forskning og dens resultater. I myten findes der en forkyndelse af den menneskelige tilværelses vilkår.
Man kan skelne mellem myte og sagn. Vi kan sige, at myten overhovedet ingen sandhed indeholder, mens sagnet er spundet omkring en større eller mindre historisk kerne. Der er i mange af de efterfølgende overskrifter antydet det mest naturlige navn på fortællingerne.
Og síðani um skapanina.
Myten om jordens skabelse
Der findes i Bibelen to skabelsesmyter. 1.mos. 1,1 - 2,4 a og 1. mos. 2,4 b - 25. Den anden beretning afviger på mange måder fra den første; seksdages skemaet findes f.eks, ikke, ligesom rækkefølgen af det skabte er en anden: manden skabes først og kvinden sidst; endeligt er det tydeligt, at de kulturelle og klimatiske forhold er helt forskellige i de to beretninger. I den første er vandet fjende, som kun Guds magt kan holde inden for dets grænser. Det svarer til Babels flodegn. I den anden er vandet ven, ufarligt og gavmildt vander de store floder det tørre land. Det viser hen til vandfattige egne, som f.eks. den syrisk-arabiske ørken, Nordmesopotamien og Kanaan.
At man har ladet disse myter stå side om side viser, at man betragtede hver af dem med ærefrygt; hver for sig forkynder de dog væsentligt det samme: Gud som skaber, mennesket som Guds ypperste skabning, livet som gave og opgave.** Den første skabelsesberetning.
Her eru síðani endurgivnir skapanardagarnir: 1. dag - 2. dag osfr. og at enda undir 6. degi stendur:
6. dag----------------------------------------------------------. Og Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Og Gud velsignede dem og sagde: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden og hersk over alt, hvad der rører sig på den og i havet.
So mong vóru orðini. Vónandi bera tey stóran ávøkst og nøktar tørvin hjá teimum, ið hava staðið spyrjandi.
Dagfinnur Danbjørg
